Læsø Salt AS producerer salt på den traditionelle måde, som er en del af øens mere end tusind år gamle salthistorie. Virksomheden begyndte som et beskæftigelsesprojekt for øens produktionsskole for mere end tredive år siden og har siden udviklet sig til en succesfuld virksomhed med tolv fuldtidsansatte. Disse medarbejdere producerer, pakker og sælger op til 85.000 kg salt om året.

I begyndelsen af 1100-tallet befandt Danmark sig i en vigtig fase af sin udvikling, der var præget af flere nøglefaktorer. Kongemagten var ved at blive konsolideret, og økonomien og magten lå nu i hænderne på kongerne, som var ved at opbygge stærke centrale myndigheder. Kong Niels (1065-1134), bror til Knud og den sidste af Sven Estrids sønner, der blev konge, var en fremtrædende hersker i denne periode. Men især slutningen af hans regeringstid, efter at hans kone, dronning Margaret Fredkulla, som var en stærk og beslutsom kvinde, var død, var præget af interne magtkampe og konflikter.
Kristendommen havde dog fået fodfæste i Danmark siden slutningen af vikingetiden, og der var en stigning i missionsaktivitet og etablering af kirkelige strukturer. Kong Niels og senere konger indså konsekvenserne af dette og støttede kristendommen, ikke mindst for at legitimere deres styre og fremme stabiliteten.
Danmark blev en nøglespiller inden for handel i regionen, især gennem byer som Aarhus og Roskilde. Gamle vikingehandelscentre som Ribe spillede også en vigtig rolle i den internationale udveksling. Handelsruter over Østersøen forbandt Danmark med andre dele af Europa og bidrog til økonomisk vækst og kulturel udveksling.
Danmark havde mildest talt et kompliceret forhold til flere af sine naboer. I nogle tilfælde varede dette forhold i flere hundrede år. Mange og lange krige, ikke mindst med Sverige, er velkendte, men ekspeditioner til England og et rivaliserende forhold til det tysk-romerske rige belastede ikke kun kongemagten, men naturligvis også det danske folk.
Kort sagt var Danmark i begyndelsen af det 12. århundrede en nation i forandring, hvor kristendommens indflydelse, den økonomiske udvikling og konsolideringen af kongemagten spillede en afgørende rolle i det politiske og kulturelle landskab.
I denne sammenhæng er det vigtigt at huske på, at datidens samfund adskilte sig markant og på afgørende måder fra vores i dag. Vi er vant til et retssamfund med uafhængige domstole, som dømmer efter love, der gælder lige for alle. Magten er, i det mindste formelt, opdelt i en besluttende del (Folketinget), en udøvende del (regeringen) og en dømmende del (retsvæsenet). Sådan var det ikke for middelalderens mennesker. Kongerne regerede, men den eneste »lov«, som alle skulle følge, var kirkens. Dette forhold var, som vi skal se, af stor betydning for Læsø.

Vores viden om saltudvinding på Læsø i historisk tid stammer i høj grad fra den arkæologiske og arkivalske forskning, der er udført gennem årene, hovedsageligt af arkæologerne Jens Vellev, Hans Langballe og andre. 

Så vidt vi ved, var der ingen fast befolkning på Læsø før middelalderen. Der er gjort fund fra bondestenalderen og nogle få fra jernalderen og bronzealderen. Vi kan kun gætte, men måske har øen været besøgt til jagt og fiskeri i korte perioder. Vi ved heller ikke med sikkerhed, hvornår ejerskabet af Læsø blev overdraget til Viborg Domkirke. Men måske var det kong Knud den Hellige, der af den ene eller anden grund overdrog øen til Viborg Domkirke allerede i 1080'erne. Var det i så fald blot en venlig gestus, eller kunne det have noget at gøre med, at Læsø havde fået en værdi, som ikke tidligere var blevet anerkendt?

I 1219 bilægger kongen, Valdemar II - Valdemar Sejr - en grænsestrid mellem domkapitlet i Viborg og cistercienserklosteret i Vitskøl. I striden nævnes det, at munkene havde fået en fjerdedel af øen med ret fra kirken i Viborg og »havde besiddet den uanfægtet i flere år«. Ud fra dette kan vi komme med nogle spekulative antagelser. For det første, at munkene sandsynligvis fandt grundvand med et meget højt saltindhold og dermed forstod værdien af og forudsætningerne for det, der skulle blive en omfattende - nærmest industriel - aktivitet i flere hundrede år fremover. Der må være sket et eller andet, som pludselig gjorde en øde sandø et stykke ude i Kattegat så interessant, at selv kongen blev trukket ind i en grænsestrid. Men det er alt sammen spekulationer. Faktisk ved vi ikke meget mere om saltproduktionen på Læsø i perioden fra slutningen af det 12. til begyndelsen af det 14. århundrede, end at den faktisk eksisterede og blev stadig vigtigere. Det er først i år 1330, at salt dukker op i kildematerialet om Læsø - og det i en pikant sammenhæng.

Det år beskyldte kong Kristofer II Børglum-bispen Tyge Klerk for at tillade ægteskaber på Læsø mellem folk, der var for nært beslægtede, og til gengæld ville han modtage 14 tønder salt i 12 tønder - i alt 168 tønder. Det er selvfølgelig ikke godt at tage imod bestikkelse, men i betragtning af Læsøs lille befolkning kunne en vis pragmatisme fra biskoppens side måske undskyldes. Måske ville biskoppen være blevet stillet over for et fait accompli og have ladet sagen hvile. Vi ved det ikke, men 168 tønder salt kan have været med til at afgøre sagen.

I 1320, ti år før biskop Clerks opgør med kongen, købte domkapitlet i Viborg den del af øen tilbage, som Whitechurch-munkene tidligere havde fået. I resten af middelalderen forblev kannikkerne fra Vor Frue Domkirke eneejere af øen, som blev kendt som »Vor Frues Land«. Domkapitlets indtægter fra øen bestod af leje og en afgift for salinerne. Øen blev administreret af domkapitlet på grundlag af et ret omfattende regelsæt for, hvordan alt skulle gøres.